|
Samuel Hahnemann, som var homøopatiens grundlægger, opdagede et utroligt spændende fænomen under sin fremstilling af lægemidler til sine patienter.
I 1790 brugte Hahnemann og datidens læger kinin (udtræk af den sydamerikanske kinabark) til behandling af bl.a. malaria og andre febersygdomme.
Det slog Hahnemann, at hvis et raskt menneske indtog kinin i overdosis, kunne det være, at kininen ville give det raske menneske de samme febersymptomer som en syg malariapatient. Hans antagelse var rigtig - kroppen reagerede med høj feber på kininforgiftningen.
For at efterforske om det generelt forholdt sig således, at en sygdom skulle behandles med netop det lægemiddel, der givet til en rask fremkaldte de samme symptomer, valgte Hahnemann at gennemføre flere forsøg.
Efter afprøvning med adskillige andre medikamenter på sig selv, var Hahnemann overbevist. Derfor formulerede han læresætningen "lige helbreder lige" (på græsk: Similia similibus curentur).
Selv om Hahnemann havde opdaget en ny sammenhæng mellem lægemidler og sygdomme, havde han stadig et problem med behandlingen af sine patienter. Medikamenterne gav nemlig på grund af deres giftvirkning en midlertidig forværring af patientens symptomerne. Først derefter indtraf den ønskede terapeutiske virkning, som skyldtes organismens forsøg på at ophæve forgiftningen.
For at undgå de farlige forgiftninger forsøgte Hahnemann at fortynde medikamenterne. Desværre viste det sig snart, at fortyndingerne ikke bare fjernede forgiftningssymptomerne, men også den helbredende virkning.
Hahnemann forsøgte herefter at tilberede sine opløsninger på en speciel måde, hvor han ved fortyndingen rystede opløsningen kraftigt nogle gange. Herved blev det stof, han skulle fortynde, nærmest fysisk rystet ind i opløsningsmidlet. Resultatet ved gentagne fortyndinger og rystninger (potenseringer) var utrolig! Hahnemann opnåede nu en tiltagende terapeutisk effekt - og en stadig mindre forgiftning!
Hahnemann havde altså på en gang løst to problemstillinger. For det første øgede han medikamenternes terapeutiske virkning, og for det andet løste han problemet med forgiftningerne. Samtidig skabte han herved grundlaget og principperne for fremstillingen af homøopatiske lægemidler.
Det homøopatiske princip om, at en lig påvirkning af organismen vil helbrede en lignende sygdom, kan altså betragtes som en naturlov, der er opdaget på empirisk grundlag.
Princippet om virkning trods fortynding er senere blevet genopdaget af Louis Pasteur i forbindelse med vaccinationsprincippet, hvor en mindre dosis af f.eks. en virus kan fremkalde en modreaktion i kroppen.
Hahnemanns principper om homøopatiske lægemidler har været en gåde for lægevidenskaben lige siden den blev opdaget i 1790. Problemet er nemlig - den gang som i dag - at forklare, hvorfor homøopatiske lægemidler virker. Hvordan kan et lægemiddel, der er så fortyndet, at det kemisk set ikke indeholder noget virksomt stof, alligevel virke helbredende?
Et sandsynligt svar kan vi måske få ved hjælp af nyere videnskabelig forskning i vandets evne til at "huske" biokemiske strukturer.
|
|
|
