I biologien og lægevidenskaben har man længe opfattet vand som et neutralt medium, en væske der tjente livsprocesserne og biokemien. Videnskaben har altså tidligere opfattet vandet som en passiv størrelse i kroppen.
I den nyeste forskning har man imidlertid opdaget, at vandet har nogle hidtil uopdagede og afgørende virkninger for kroppens livsprocesser.
Man har nemlig fundet ud af, at vandet bl.a. kan lagre og huske biokemiske informationer. Dette skyldes, at vandet har en kompliceret indre struktur, der lader sig påvirke af lys, temperatur, radiobølger, lyd, bioelektromagnetiske svingninger mm.
Ved almindelig stuetemperatur er vandets molekyler ordnet i sammenhængende mønstre. Disse mønstre ligner de mønstre, vi finder i krystaller. De krystallinske mønstre, der formes i de forskellige snefnug om vinteren, forbliver altså i vandet, selv om isen smelter. Selv om smeltevandet opvarmes til 37 grader, vil over to tredjedele af krystalforbindelserne være intakte. Vandet "husker" altså den indre krystalstruktur.
Den Italienske fysiker Giorgio Piccardi arbejdede i en periode med noget, som han kaldte aktiveret vand. Aktiveret vand er destilleret vand, som har fået ændret sin indre fysiske struktur. Piccardi ændrede vandets indre struktur ved at røre i vandet med en glasbeholder, der var fyldt med neongas under svagt tryk og en dråbe kviksølv. Denne enkle påvirkning ændrede vandets struktur så dramatisk, at vandet blev i stand til at opløse kalkforbindelser, som almindeligt vand ikke kan opløse. Det aktiverede vand blev brugt i industrien til opløsning af kalkdannelser i kedler.
Glasbeholderen, neongassen og kviksølvet, der jo ikke var i direkte berøring med vandet, virkede som en lille radiosender for radiobølger med meget lang bølgelængde, ca. 30.000 meter. Projektet med aktiveret vand viser altså, at vand er i stand til at absorbere radiobølger, men også at vandets indre molekylære struktur ændrede sig. Vand kan altså både ændre sin struktur ved forskellige påvirkninger og samtidig "huske" eller fastholde den molekylære information.
I jagten på vandets betydning for kroppen har man derfor bl.a. undersøgt væskerne i kroppen. Her har man ikke overraskende fundet struktureret vand i cytoplasmaet fra rask væv.
I betragtning af at mennesket lige fra undfangelsen og gennem fosterperioden er omgivet af vand, er der interessante perspektiver i denne nyere vandforskning. Når et lille barn fødes, består kroppen af ca. 90% vand, hvorimod vi som ældre kun indeholder ca. 70% vand. Kan denne reduktion af vandet i kroppen mon have betydning for livsprocessernes balance? Også det faktum at vores hjerne nærmest flyder i spinalvæske, kan måske pege på betydningen af vandets rolle i kroppens livsprocesser.
I dag ved man, at vandet netop har sine specielle egenskaber inden for det temperaturområde kroppen er underlagt. Stiger temperaturen til over 43 grader Celsius, forsvinder de molekylære strukturer i vandet helt. Holdes temperaturen derimod under 43 grader vil vandet både absorbere og huske de indre molekylære bindinger og strukturer.
Med udgangspunkt i den nye viden om vandets evner, er det nærliggende at betragte homøopatien som en lægemiddelform, der netop udnytter vandets evne til at absorbere og huske. Da Hahnemann ved rystningerne af sine opløsninger bevarede lægemidlets terapeutiske effekt, trods det at opløsningerne kemisk set ikke indeholdt nogle stoffer, kunne han ikke forklare årsagen dertil. Havde han levet i dag og kendt til de nye landvindinger inden for vandforskningen, havde han haft løsningen lige ved hånden. I bakspejlet ser det ud til, at Hahnemann ikke bare opdagede lighedsprincippet, men også var den første, der ubevidst betjente sig af vandets evne til at kopiere biokemiske informationer.
